Madindtag eller mangel på samme inden refluksbehandlingen

Jeg har fået en forespørgsel på om jeg ikke vil fortælle lidt omkring Alfred Emils reaktion på fast føde. Og det vil jeg selvfølgelig rigtig gerne!

Jeg ammede kun Alfred Emil de første 3 uger.
Jeg bøvlede sådan med brystbetændelse, og min mælk kunne slet ikke finde ud af at regulerer sig selv. Så jeg havde mælk nok til hele byens babyer, men jeg havde også rigtig ondt og virkelig ramt af brystbetændelsen. Derud over har jeg aldrig været den mor som virkelig har nydt amningen og som bare har synes at det var det bedste i hele verden.
Så Alfred Emil blev flaskebarn lige som hans storesøster Silke.

5 måneder gammel og introduktion til grød og mos
Da Alfred Emil bliver 5 måneder gammel er han en god stor dreng. Vi snakker med sundhedsplejersken og bliver enige om at han snart skal til at have lidt andet mad end blot sutteflasken.
Vi starter op med lidt forskelligt mos og grød. Han viser utrolig stor interesse for maden, men lige så snart han prøver at synke det, så er han ved at brække sig og grøden kommer ud igen. Vi prøver alverdens ting. Vi laver ekstra tynd mos og grød i håb om at det så er nemmere for ham at synke, men intet hjælper.
Vi bliver enige om at prøve at holde en pause på en 14 dages tid for derefter at prøve at tilbyde ham mad igen. Det skal lige siges at han fortsat gylper utrolig meget som han plejer. Vi prøver endda at blande johannesbrødskernemel i hans flasker. Dette skulle på nogle børn have en god effekt og få flasken lidt tykkere så det nemmere skulle blive i maven.

Efter en pause på knap 3 uger fra mos og grød begynder vi at tilbyde ham det igen. Vi prøver igen alt. Både pulvergrød og hjemmelavet, tyk, tynd.
Når Alfred Emil fik maden ind i munden virkede det til at smage godt, men det virkede som om han simpelthen ikke kunne synke det. Som om der var noget med hans hals.
Vi snakkede med vores læge om det som henviste os til øre-næse-halslægerne.

Øre-næse-halslægen clearede ham for om der skulle være noget i vejen med hans hals, og om han havde noget synkebesvær. Alt så helt normalt ud, så det var ikke det der var problemet til hans mærkelige adfærd omkring mad.

Vi fortsatte med at tilbyde grød, men han havde fortsat rigtig svært ved at spise det. Han var ved at brække sig, og det virkede som om han var ved at få det galt i halsen. Når han fik maden ned gik der ikke længe for det igen kom retur.
Vi var en del bekymret, for vi ville jo rigtig gerne have ham til at spise, men ønskede heller ikke at presse på hvis han ikke var klar.

Introduktion til almindeligt mad
Da han var 8-9 måneder gammel prøvede vi at introducerer ham til mere almindeligt mad. Små rugbrødshapsere, små bidder kogte kartofler, kogte gulerødder, majs, pasta, agurke mm. Han spiste små bidder af lidt af hvert. Slet ikke noget man kunne kalde et helt måltid! Men der røg lidt ned, og det var bedre end ingen ting. Han så stadig utrolig mærkelig ud i hovedet når han skulle synke maden, og som regel gik der ikke længe før det hele kom op igen. Men det var præcis det samme som når han fik flaske.

Da Alfred Emil er 10 måneder gammel lever han stadig af flasken med modermælkserstatning. Vores læge sender  os på sygehuset for at få dem til at kigge på ham. Han synes det er mærkeligt at han stadig reagerer på samme måde når han får tilbudt mad, og mener ikke blot at det er fordi han er langsom.

Vi kommer på sygehuset for at snakke om madindtaget eller manglen på samme.
Lægen her på børneafdelingen mener at Alfred Emil ikke kan trække vejret gennem næsen og at det er derfor han ikke vil spise. Vi bliver sendt videre fra børneafdelingen til sygehusets øre-næse-halsafdeling.
Her tager det ikke lægerne mange minutter at se at det heller ikke er det der er problemet. Alfred Emil har ikke vejrtrækningsbesvær, og trækker vejret helt fint gennem næsen. Han får en kikkert ind gennem næsen og ned i halsen. Alt ser fint ud. Hans polypper er en smule forstørret, men ikke noget af betydning.

Tilbage til børneambulatoriet
Vi kontakter igen lægerne på børneambulatoriet da han fortsat ikke vil spise. Vi får en tid ugen inden han fylder et år. På det tidspunkt lever han fortsat primært af falske, men spiser ca 1 måltid almindeligt mad om dagen. Nu er han blevet god til at synke maden, og det virker ikke som om det er svært eller ubehageligt for ham at synke det.
Der imod kommer det fortsat retur kort efter indtag.
Lægen på børneambulatoriet åbner nu endelig øjnene for at der må være noget galt. De hører igen vores historie. Både om hele madsituationen, men også om vores kamp om natten. Om manglende søvn, om overgylpede seng flere gange om natten. Om en dreng der vågner skrigende og vrider sig. Kaster sig bagover og som slet ikke kan finde ro.
Lange om længe får han stillet diagnosen refluks. Han kommer i medicinsk behandling, og lige siden har han spist mad som en fuldvoksen mand. Han lever udelukkende af almindeligt mad, lige som vi andre, og får en putteflaske og en enkelt falske om natten også. Men de her to flasker er vist bare en vane efterhånden og vi skal i gang med at trappe ud af dem sammen med medicinen nu.