En opringning man som forældre frygter

Det er fredag morgen
Ungerne er afleveret i deres vuggestuer og jeg kører mod mit relative nye arbejde. Jeg har været ansat ca 2 uger, og jeg glæder mig til en travl dag i butikken.

Jeg har ikke været på arbejde særlig længe da jeg går ud i personalerummet for at snuppe to panodiler. Jeg har fået en ret slem hovedpine. Jeg sidder lidt og slapper af, og inden jeg går ud i butikken igen tjekker jeg lige min telefon.

Et ubesvaret opkald fra vuggestuen
Der er et ubesvaret opkald på telefonen fra vuggestuen og en besked på telefonsvaren. Jeg ringer direkte op til vuggestuen uden egentlig at lytte til beskeden først. De lægger aldrig en besked på telefonsvaren. Jeg ringer op og får fat i vuggestue lederen.
Hun siger noget i stil med: “Jeg har snakket med din mand, han er på vej. Men Silke har fået klemt sin ene finger i en dør. Altså det er ret slemt! X (pædagog) venter på jer og kører jer på skadestuen. Vi har ringet derind at i kommer.”

Jeg går lettere i panik
Jeg begynder faktisk at græde lidt. Hvor slemt er det her lige? Jeg fortæller kort min chef hvad der er blevet sagt og han siger med det samme at jeg skal smutte.
Jeg cykler der ud af. Det er ikke langt, men jeg har vores store fede tunge ladcykel. Og lad os bare sige at der sku skal nogle ben kræfter til for at få den cykel op i omdrejninger op ad bakken. Jeg har aldrig svedt så meget. Adrenalinen pumper og jeg tonser der ud af.

Jeg ankommer til vuggestuen og Casper er også netop lige kommet. Pædagogen står med Silke. Jeg får hende over til mig, vi sætter os ind i bilen og kører af sted. Jeg tør næsten ikke løfte det blodige viskestykke hun har om hånden, men gør det forsigtigt.

Det yderste led af hendes ringefinger hænger meget løst!
Shit tænker jeg!. Den der den får de sku ikke på igen!
Vi ankommer til skadestuen og der står en sød sygeplejerske klar til at modtage os.
Hun letter forsigtigt på viskestykket. Giver hende det på igen og tilkalder en læge.
Lægen kommer og kigger. Silke er super sej, hun græder men sidder lige så stille hos mig, og Casper står ved siden af.
Lægen siger at han vil forsøge at sy det yderste led af fingeren på igen. Han tilkalder ekstra bemanding. En til at holde hånden, en til at give lattergas, ham selv til at sy og jeg skal sidde med hende.

Det var ret umenneskeligt at skulle sidde der og bare holde ens barn fast, mens en anden tvinger en maske på hende, en sygeplejerske fastholder hendes arm og en læge begynder at sy hendes finger. Hun får kun lattergas, ingen bedøvelse, og så begynder lægen bare at sy. Han beroliger os med at hun ikke kan huske det bagefter. Det gør ondt på hende mens han syer, og hun skriger og kæmper virkelig for at komme væk. Sygeplejersken som holder masken med lattergas går ud, og Casper får at vide at han skal overtage dette “job”. Så han står nu bagved og ved ikke rigtig hvor meget han skal og må give hende. Det er lidt kaotisk, men så kommer der igen en og overtager efter 5-10min.
Han får syet fingeren på igen og sygeplejersken vasker forsigtigt hendes hånd og giver hende plaster på.
Hun er heldig og får både is, chokolade, legetøj og en bamse af sygeplejersken.
Vi får at vide at de ikke kan love hvordan fingeren bliver og vi skal derfor komme til kontrol om mandagen så de kan se om den “hæfter” sig fast igen eller om den begynder at blive blå/sort.

Kontrol 3 dagen efter
Vi ankommer til kontrol mandag morgen. Silke er lettere panikken fordi hun godt ved at hun skal til at have plaster af og lægen skal kigge på hendes finger. Hun er ikke glad for det, men klarer det super flot.
Hendes finger ser rigtig fin ud. Den er ved at hele fint på, så den skal hvert fald ikke amputeres. De kan ikke love at hun får følelsen tilbage i det yderste led af fingeren, men det er virkelig billigt sluppet efter alt der hun har været igennem.