Klyx, badekar, fostervand- BABY!

Det der med at vågne en søndag morgen, dagen før man har termin med sit første barn, har menstruationssmerter og en muren i underlivet. Man tænker: “åh nej, ikke nu igen.”

Kæresten er på arbejde, og den der muren i underlivet fortsætter sku.
Jeg ringer til min mor for at snakke lidt, og hun kan godt høre på mig at der er et eller andet. Min mor har som de fleste mødre en eller anden 6 sans, og kan altid fornemme på mig når der er noget jeg ikke lige siger. Jeg nævner så at jeg har noget som minder om menssmerter. Vi snakker lidt videre, min mor og søster skal udenbys i eftermiddag, men de vil lige se an om det bliver til noget med mig og de her smerter, og vi aftaler at snakkes ved senere. Omkring middag sender jeg kæresten (som er på job sammen med min søster) en sms: “Jeg tror måske at du skal være far i dag eller i morgen.”
Jeg tror faktisk at det var min søster som ringede til  mig fra deres arbejde, fordi han havde sagt jeg havde sendt sådan en sms. Vi snakkede og jeg sagde at jeg nu var ret sikker på at jeg havde optakt til noget. Men de skulle bare arbejde færdig og så kunne vi snakkes ved når de havde fri om kort tid.
Jeg ringede igen til min mor og sagde at hun nok havde ret i at der var optakt til noget. (De aflyste deres tur.)

Kæresten kommer hjem fra job
Jeg går og er ved at pakke en pusletaske og min egen taske da Casper kommer hjem fra arbejde. Vi snakker lidt og bliver enige om at ringe efter min søster, så hun kan komme og hente os og kører os hjem til hende og min mor. Det har været aftalt fra start at de også skulle med til fødslen.
Vi tager hjem til min mor, og vi vælger at gå en tur i skoven. Der skal gang i den fødsel siger hun. 😀
Så vi går i skoven. Min søster tager tid på mine veer. Jeps nu er der ingen tvivl mere! Jeg har uden tvivl veer. Vi går vel i skoven en times tid da hun siger at der i noget tid nu kun har varet 3-4 min i mellem veerne, og at de varer omkring et minut alle sammen. Jeg stopper op oftere og oftere for lidt at få luft, mens veerne er der, og går videre når der er pause. Vi beslutter at vende næsten hjemad.

Da vi kommer hjem får vi lidt at drikke og spiser noget kage. Mine veer tager til! Jeg synes at der mest afslappende på dette tidspunkt (kl.17 ca) er at ligge hen over en pilatesbold. De skiftes til at massere min lænd, og er alle en super god støtte. Vi griner og laver sjov mens jeg ligger der og ligner en flodhest på en bold.

Nu kalder fødegangen vist!
Omkring kl. 18.00 ringer jeg og snakker med fødegangen. Vi aftaler at se an en times tid endnu.
Kl.19.00 ringer jeg igen og siger at jeg altså lige kommer ind forbi dem inden længe. Det aftaler vi og kl.19.30 ankommer vi til fødegangen. Min søster sætter Casper og jeg af, og kører hjem til min mor igen. De vil lige spise lidt, og det kunne jo være at jeg bare blev sendt hjem igen. Så vi aftaler at jeg ringer når jeg er blevet undersøgt af jordemoderen.

Jeg er ret sikker på at jeg er i aktiv fødsel, men alligevel kan jeg ikke slippe tanken om at jeg måske slet ikke er en skid klar, og bare skal hjem igen.
Jordemoderen undersøger mig og jeg bliver lykkelig da hun glad siger: “Ja du er 7-8 cm åben, så vi går ned på en fødestur.” Vi ringer og fortæller det til min mor og søster så de kan gøre sig klar og komme her ind.

Hvis jeg ikke skulle skide i forvejen så skulle jeg da hvert fald nu
Yes, lets just face it! Klyx! Ikke ligefrem det mest behagelige, men det skulle jo overstås eftersom jeg gerne ville i badekar. Jeg siger dig bare, hvis du kan holde det skide klyx inde, uden at skide, i de ti minutter de siger man skal, så vinder du fandme en medajle!
Så sidder man der på et lokum på fødegangen og er ved at skide sig selv ihjel. Ja det føles sku sådan. Med kraftige veer, og “noget” som bare vil ud. Og vi snakker ikke barnet. Eller måske, på dette tidspunkt føles det nlsten sådan, og jeg tror ærligt ikke at man mærker hvor fra eller hvad der kommer ud. Haha.
Nå end of story, og videre til det næste.

Badekar/fødekar
Jeg havde som sagt et ønske om at komme i badekar. Det var så rart at ligge der og “slappe af” mens veerne bare tog til og til. (Ja ja, man slapper ikke meget af, men måske lige et enkelt minut ind i mellem.) Jeg ligger vel i badekarret et par timer før jeg må op. Jeg har åbnet mig de famøse 10 cm, men vores datter er ikke “sunket” langt nok ned i bækkenet til at jeg kan presse. Så jeg må op at stå i talerstolen. Det er ikke just det mest behagelige jeg har prøvet. Det er som om alt bare gør mere ondt efter at være kommet op at stå. Men der kommer da tryg på og jeg kan efterhånden ikke lade være med at presse. Jordemoderen er bare ikke helt enig, men giver mig lov til at give et lille skub med.
PLASK! Så gik mit vand sku. Lige der midt på gulvet så både Casper og min mor fik våde sko.
Op på briksen med flodhesten så jordemoderen igen kan tjekke om babyen er kommet langt nok ned i bækkenet. Det er hun! Endelig! Klokken er blevet omkring 23.30 og nu er vi nået til slutfasen. Så skal den unge “bare” presses ud.

Pres, gisp, pres, pres
Så må jeg endelig presse. Hold nu kæft hvor er det hårdt, men også lidt befriende. Selvom det gør pisse ondt. Det gode ved sådan en fødsel er jo at det “kun” gør ondt et par minutter så får man lige lidt pause. Men nu må det godt snart være overstået.
Vi har inden alt det her startede, lavet en aftale om at man kun kigger fra hoften og op mod mit ansigt! Ikke kigge down there! Men da jordemoderen glad siger: “Ej se, hun har fint langt mærkt hår.” Jeps der stod jordemoderen og “trak” en tot mørkt hår ud af mig, så kunne ingen rigtig lade være med at kigge. Min mor siger lige så sødt: “ej jeg bliver altså nødt til at kigge.” Og Casper stemmer i. Så nu har de set det hele. Alt er ødelagt, et stort kødsår. Men det var heldigvis slet ikke som jeg havde forventet! Måske fordi det er en selv og ens eget barn der er ved at komme ud der, men det var ikke så klamt igen.

Endelig har jeg presset længe og godt nok, så hendes hoved er født. Her kigger jeg selv derned for første gang. Et lille sammenkrøllet ansigt, med en hårpagt der siger spar to. Helt mørkt hår, og masse af det.
Og så går det hele ligesom lidt i stå. Min krop laver ikke de sidste veer til at presse hende ud. Jordemoderen trykker og maser min mave. Hold kæft det gør ondt. Oven i det vælger ungen lige at dreje sig så hendes skuldre rotere rundt. OG JA DE ER STADIG INDE I MIG! Så smertefuldt, og jeg presser bare nu, uden ve, men ud det skal hun, og det kommer hun.
Jeg får hende hurtigt op på mit bryst, men de tager hende hurtigt igen. Hun er stresset og skal have lidt start hjælp. Der kommer en masse mennesker ind på stuen for at være hos vores datter.
Efter noget tid, en diskusion (Jeps her midt på stuen foran de nybagte forældre), en endelig rengjort kuvøse, kører de hende op på neonatal sammen med Casper.

På det her tidspunkt er jeg ekstra glad for at min mor og søster er med, ellers havde jeg lagt her helt alene. Jeg får lagt venflon, fordi jeg har mistet en del blod og de afventer om de kan stoppe blødningen eller om jeg skal køres op OP. Heldigvis får de blødningen under kontrol, og der skal nu sættes et par sting. Jeg får kørt lidt mad og drikke ind på stuen, og må ikke komme på til min datter før jeg har drukket en kande saftevand samt tisset en “god portion tis”. Der går vel næsten et par timer før jeg endelig får lov at forlade fødestuen og gå op til min datter og hendes far.

Da jeg kommer der op sidder Casper på en stol med hånden ind i en kuvøse. Jeg kan ikke se barnet fra denne afstand, men blot se en blå hat og en blå sut. Det første jeg siger er: “det er altså en pige”. Hun har fået lagt en sonde, og de har givet hende sut fordi hun havde sådan et stort suttebehov allerede nu. Jeg får hende op til mig og hun ligger på mit bryst. De andre får ikke lov at holde hende nu. Hendes venstre overarm er helt blå, og der kommer en læge næste morgen og kigger på hende. De tror måske at den er brækket under fødslen, men lægen får hende tjekket og armen fejler intet. Den er blevet blå (et stort blåt mærke) fordi hun sad fast til sidst.

Her var hun, den smukkeste lille pige vi nogensinde havde set. 3636g, 51cm, født på terminsdato d.7 oktober 2013.

                                                                                                           Silke, 3636g og 51 cm