En forældres værste mareridt

Alfred Emil
Alfred Emil blev født tirsdag den 17 februar 2015 kl.06.56.
Han var efter fødslen kort forbi neonatal afdelingen fordi de synes han skrantede lidt når han trak vejret. De synes dog at det forsvandt på de ti minutter de var der med ham. Så han kom ned til mig igen med det samme og blev ikke suget eller gjort mere ved.

Lidt før middag er vi hjemme igen. Vi sidder i vores egen lille stue og er nu en familie på 4.
Da vi skal til at spise aftensmad ligger jeg ham ind i hans seng lidt. Han sover så sødt, så tænker at han har bedst ro der.
Lige inden vi går til bords går jeg ind og kigger til ham. Jeg kan lugte at han skal have skiftet ble, så jeg tager ham op og ligger ham på puslebordet.
Da jeg har fået givet ham en ren ble op kan jeg se at han pludselig ser meget bleg ud i ansigtet. Jeg kigger på ham og han stopper med at trække vejret. Jeg flår ham op og tager ham op til mig, Op på skulderen og klapper ham på ryggen. Han reagere ikke.

Når ens barn stopper med at trække vejret
Jeg skriger til min kæreste at han ikke trækker vejret. Han kommer løbende mens han spørger hvordan. Altså sådan rigtigt eller har han noget galt i halsen agtigt. Jeg kan ikke få gang i ham og giver ham til min kæreste mens jeg finder telefonen og får ringet 112.
Imens står jeg med vores store datter, 16 mdr gammel. Hun græder fordi hun godt kan mærke at noget ikke er som det skal være. Jeg er lidt panikken og græder men får ringet 112.
Her snakker jeg med en sød dame som straks sender en ambulance, og ind til den kommer guider hun Casper i hvad han skal prøve at gøre ved Alfred Emil.

Ambulancen ankommer efter blot 2 min
Lige inden ambulancen kommer har Casper fået Alfred Emil til at trække vejret igen.
Ambulancefolkene står i vores lejlighed 2 minutter efter jeg har ringet op!. Virkelig hurtigt! De tager over og ligger Alfred Emil ind på vores spisebord. Han hoster noget op, som forsvinder, så vi kan ikke finde det og se hvad det er. De prøver at få målt iltmætningen i blodet, men som den ene af dem siger, så har de faktisk slet ikke det rigtige udstyr til sådan nogle små nogle i ambulancen. Det lykkedes dem heller ikke at få det målt. Lægebilen ankommer og en rar kvindelig læge overtager fra ambulancefolkene. Alfred Emil trækker nu vejret helt normalt og de kan ikke høre noget på ham.

En uundværlig sygeplejerske
Jeg og Alfred Emil går med ned i ambulancen og vi bliver kørt til sygehuset for at komme ind til et tjek og observation natten over.
Vi får en rigtig god modtagelse på mor-barn afdelingen. Der kommer læger som tager blodprøver på Alfred Emil, mens en sød sygeplejerske sørger for mig. Hun får hentet mad til mig og insisterer på at jeg skal spise noget. Hun siger at det ikke hjælper noget at jeg ikke spiser. Så der er ingen undskyldning for ikke at gøre det. Hun får mig overtalt, selvom jeg ikke rigtig kan tænke på andet end at jeg gerne bare vil sidde med min lille dreng i armene. Jeg får ringet til min egen mor og fortæller hvad der er sket og at vi er indlagt.
Jeg får også ringet og opdateret Casper som er hjemme med vores store pige. Farmor og farfar var netop på vej fra Fyn for at se deres nye barnebarn, men de får lov at være hos storesøster i stedet og Casper kommer ind til os et par timer inden han går hjem og sover.

Den samme søde sygeplejerske som sørgede for at jeg fik mad, tog sig også rigtig godt af mig ved at snakke med mig. Hun spurgte ind til det hele, hvordan jeg havde det, og lod mig fortælle de samme ting 1000 gange uden at blive træt af at høre på det. (Hun undlod hvert fald at vise det.)

Vi bliver indlagt og Alfred Emil får noget observationsudstyr på natten over. Sygeplejersken kigger ind til os ind i mellem. Da klokken er omkring et om natten kommer hun ind og ser at jeg stadig sidder i sengen med ham sovende i armene. Jeg fortæller at jeg ikke tør ligge ham fra mig selvom han har alt det udstyr på. Hun indretter sødt min seng så vi begge to kan ligge der og spænder et tæppe op mellem sengehesten så han ikke kan trille ud. Så siger hun sødt: “Lig dig ned og sov med ham her. Der sker der ikke noget ved. Jeg kigger ind til jer en gang i mellem.” På trods af de anbefaler at man ikke sover sammen med barnet i samme seng, og slet ikke sådan en lille seng, kunne hun godt forstå mig og jeg var så taknemlig for den lille ting hun gjorde. Det betød at jeg kunne sove bare en smule. Men man sover sku ikke særlig tungt når man lige har været igennem sådan en tur. Jeg tror jeg sov max 20 min ad gangen, så vågnede jeg og skulle lige mærke på ham om han trak vejret.

Natten forløber så fint og helt uden problemer
Mens vi venter på stuegang kommer Casper op til os igen. Silke er afleveret i vuggestue og vi afventer nu svar fra lægen.
Man har ikke fundet noget i hans blodprøver og har heller ikke kunne hører nogen mislyd fra hjerte, lunger mm. De vurderer at han nok har haft noget fostervand eller fosterfedt siddende, som er kommet galt i halsen og det har nok været det han hostede op hjemme på spisebordet med ambulancefolkene.
Vi for en kort instruktion i hjerte-lunge redning til spædbørn men lægen husker os også på at vi ikke må se på Alfred Emil som værende syg. Vi skal huske at han er rask og frisk og ikke bekymre os for meget om, om det skulle ske igen.

Hjemme fra sygehuset
Vi kommer hjem fra sygehuset og vi får snakket meget om oplevelsen. Både sammen og også med andre.
De første 14 dage sov Alfred Emil i vores seng. (Jeg havde ellers altid sagt at jeg aldrig skulle have dem i sengen.) Men sådan en tur her ændre hurtigt ens syn på tingene. Jeg turde simpelthen ikke at lade ham ligge alene og slippe ham af syne når han sov.
Efter de første 14 dage hvor han havde sovet ved siden af mig i min seng, kom han over i hans lift og sov. Liften stod på et stort bord lige ved siden af min seng. Så han stod mellem væggen og mig. Så kunne jeg nå ham og hele tiden se ham. Sådan sov vi i yderligere 14 dage før jeg var klar til at flytte ham over i hans vugge.

Vi har heldigvis ikke haft brug for den førstehjælp vi lærte.